Nye Insiders i København

Sommeren går på hæld (omend vi hellere så den stå skoleret), hvorfor to nye praktikanter er klar til at blive en del af teamet hos Carat Deep Blue i København. Dette fordrer naturligvis en lille præsentation af hhv. Stine Halmind og Anne Kristine Mikkelsen:

 

Stine Halmind: Administrator med spansk temperament

Min personlige ambition er at sige JA til livet og de muligheder, der byder sig – en ambition, der indimellem kambolerer med mit store planlægger-gen og min meget udtalte økonomiske sans. Jeg elsker at møde nye mennesker, og i sociale sammenhænge agerer jeg oftest engageret lytter eller dedikeret dansemus.

Fagligt er jeg kendetegnet ved lettere skizofrene tendenser, der har manifesteret sig i mine snart 20 år på skolebænken – først i skiftet fra folkeskole i Hellerup med 13-taller i fransk og retstavning til 10. klasse på Nørrebro med pighalsbånd og lilla hår, og efterfølgende da jeg, efter at have taget en BA i International Virksomhedskommunikation på CBS, fandt den indre hippie frem og flyttede ud på Københavns Universitet for at læse en overbygning i Spansk. Det skizofrene lever stadig, og nu har organisationskommunikation og branding overhalet latinamerikansk kultur i dysten om at at være min Passion #1.

Pitstoppet hos Carat giver mig mulighed for at komme backstage og få indsigt i processerne bag  virksomheders markedsføring og positionering, inden jeg til foråret flytter fokus til Passion #2, når jeg rejser på udveksling i Argentina. Jeg har tidligere udlevet min eventyrlyst i bl.a. USA, New Zealand, Kina og Mexico, men til daglig får jeg afløb min energi som spejderleder og ivrig motionist.

Anne Kristine Mikkelsen: Jeg gik mig over sø og land

Anne Kristine Mikkelsen Jeg er en 24 år gammel østjyde, der i søndags flyttede fra Ceres-krydset i Aarhus til et værelse på Christianshavn. Jeg har derfor skiftet provinsen ud med storbyen,  gågaden ud med Strøget  samt rødt-lys-betyder-stop ud med en allemandsret. Jeg har byttet læsesalen ud med et ambitiøst og erfarent mediebureau, og vigtigst af alt: jeg har byttet ”træls” ud med ”fedt mand”. Jeg har modtaget blomster og trykket hænder som aldrig før, og føler mig velkommen og klar til at påbegynde Danmarks bedste praktikforløb. Fremadrettet vil jeg sige ”vi” fra Carat Deep Blue og altid spørge efter en ”Martin” eller ”Mette”, når jeg mangler hjælp. Jeg vil holde fingeren på pulsen, Pulse12 i hånden og forkorte alle ord ned til tre bogstaver.

Mine faglige forudsætninger for indeværende praktikantstilling er en bachelor i Nordisk Sprog og Litteratur samt Medievidenskab fra Aarhus Universitet. Dette afsluttet med opgaven ”Mænd, maskulinitet og medier”, hvormed min interesse for emnerne (medier og mænd) blev skærpet yderligere. Jeg har altid været lidt af en sprognørd, hvorfor en karriere som ord-jonglør eller sprog-akrobat var udgangspunktet for mit studievalg. Da jeg blev klogere på sprogets (u)muligheder, dukkede medier, kommunikation og strategi op som et konstant forøgende, forskydende og forunderligt mekka af potentiale, jeg blev nødt til at udforske. Jeg kunne derfor ikke glæde mig mere til den pilgrimsrejse, der tager sit udgangspunkt her på Pilestræde!

Tagged ,

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: