How ”To make Kony famous”

Du kan næsten ikke undgå at have hørt om Kony 2012, som den seneste uge har spredt sig på Internettet på en hidtil uset facon. Hidtil uset fordi dens udformning skiller sig ud fra den typiske virale video og fordi den har spredt sig med en hastighed, der ikke før er set mage.

Kort opsummeret er Kony 2012 en film og kampagne hvis mål er at gøre Joseph Kony, leder af oprørshæren Lords Resistance Army (LRA), kendt. Ikke for at hylde ham, men ud fra en tese om, at hvis folk kender til ham og hans ugerninger, vil ingen kunne lade tingene stå til.

Selve filmen er produceret af den amerikanske velgørenhedsorganisationInvisible Children. Den blev frigivet på Vimeo den 5. marts, og er allerede blevet set over 72 mio. gange(!). Samtidig er Twitter blevet overstrømmet med #stopkonyhastags og Facebook brugere har delt videoen utallige gange. Millioner af mennesker kender derfor nu til Joseph Kony. Hvis du endnu ikke har set den, så bliv en del af statistikken her:

Ny form, men velkendte stereotyper

Med Kony 2012 er der altså tale om den største virale succes, der længe er set med dens imponerende eksponentielle popularitet. Hvilket er interessant i et markedsføring øjemed, fordi dens udformning ikke lever op til de typiske kriterier for virale succeskampagner. Den indeholder hverken søde børn, sjove dyr eller letpåklædte kvinder. Den har derimod en (tilsyneladende) faktuel og dokumentarisk tilgangsvinkel og er væsentlig længere end normale virale video. Så hvad er det, der får folk til at bruge en halv time på en politisk film, dele den i deres netværk og måske endda investere i det nu udsolgte Kony 2012 kit?

Grunden til at Kony 2012 lykkes er fordi, den formår at ramme folk på tværs af lande, uddannelse og alder ved at simplificere og tilslutte sig Hollywoods kontraster. Kony = ond. Far og nuttet søn = gode. Havde det ikke været for den simplificerede, følelsesladede tilgang suppleret med rørende billeder og velproduceret baggrundsmusik, ville den ikke have haft samme effekt.

Personificeringen af konflikten er også et vigtigt greb, for det gør det lettere at tilslutte sig. De fleste kan hurtigt blive enige om, at Kony er et skidt mennesker, og så behøver man ikke forholde sig til nuancerne i konflikten og filmens manglende løsningsmodeller.

Dertil spiller filmen også på de velkendte klicheer ”grædende afrikanske børn” og ”hvid mand redder Afrika”, som alle kan genkende, og som dermed bekræfter folks forståelsesramme.

Kony 2012 som eksperiment

Tre minutter inde i filmen hører vi speakeren sige, at de næste 27 minutter er et eksperiment. I virkeligheden er Kony 2012 som eksperiment det mest interessante ved filmen. Uden at tage del i den igangværende debat om Invisible Childrens hensigter og regnskaber, er det væsentligt at gøre sig nogle overvejelser om den vildledelse en velproduceret video kan skabe. For filmen er næppe objektiv, selvom den er forklædt som en dokumentar. Der er nærmere tale om politisk aktivisme. Millioner af velmenende mennesker har støttet projektet, uden at have sat sig yderligere ind i problemstillingen, hvilket viser folks ukritiske videredeling og den medrivende effekt, sociale medier har. Lynhurtigt er det muligt at forføre og samle folk fra hele verden om en sag.

Hvis succeskriteriet for filmen var, som catch phrasen siger, ”To make Kony famous”, må man sige at det er lykkedes. Det er de færreste Facebook og Twitter brugere der i dag ikke ved, hvem Joseph Kony er.

Tagged , , , , , ,

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: