Category Archives: Karen Clemens Sørensen

Er din hjemmeside tv-venlig?

Hvis du er på udkig efter et nyt tv, har du højst sandsynligt allerede hørt om internettilsluttede tv eller de såkaldte ”Smart TV”, hvilket er tv-verdenens pendant til smartphones. Efterhånden har alle de store tv-producenter lanceret deres bud på et Smart TV, der dog får hård kritik med på vejen på baggrund af en stor test udført i samarbejde mellem flatpanels.dk og PC World.

På trods af de endnu spæde skridt Smart TV tager, bør virksomheder måske allerede nu overveje, om deres hjemmeside skal designes til at blive blæst op i kæmpe format på et tv. Lignende overvejelser gjorde mange virksomheder sig, da smartphones kom på markedet, som i høj grad udnytter internettet til at skabe nye muligheder.

Overstående kan give anledning til mange spørgsmål hos såvel virksomheder som forbrugere. Er gevinsten ved at gøre hjemmesiden tv-venlig stor nok? Ønsker jeg at bruge mit fjernsyn til at tjekke emails på? Hvor besværligt er det at navigere rundt med fjernbetjeningen på Just-Eat om søndagen efter en pizza? Og HVOR smart er et Smart TV egentlig?

Indtil videre kan virksomheder og forbrugere roligt benåde sparegrisen, da den endelige konklusion lyder: Smart TV er ikke pengene værd.

Advertisements
Tagged , ,

You can never be too generous

Hvornår har du sidst gjort noget godt for et andet menneske? Der skal ikke meget til at glæde et andet menneske i en ellers travl og hektisk hverdag. Tilbyd at holde døren for en fremmede, giv plads til en ældre i bussen eller en helt tredje gerning. En ny undersøgelse viser, at 89 % af danskerne savner mere generøsitet i hverdagen. Dette har Anthon Berg tænkt sig at gøre noget ved.

Anthon Berg har kørt med en længerevarende kampagne, som går under parolen ”You can never be too generous”. I lørdags kom det hidtidige højdepunkt i kampagnen. Anthon Berg åbnede en pop-up butik, som kun var åben denne ene lørdag fra kl. 11-16.

I butikken kunne man købe chokolade, men måden man erhvervede sig chokoladen på var ikke helt normal. I stedet for at betale med kontanter eller dankort, skulle man betale med generøse gerninger. Rent praktisk foregik det sådan, at kunden ”købte” en æske chokolade, hvor prisen f.eks. kunne være en massage til en man holder af. Inden kunden fik udleveret chokoladen skulle de en tur forbi Anthon Bergs Facebook side, hvor man kunne videregive løftet til den rette person.

Videoen viser et “you can never be too generous” event, som Anthon Berg afholdt i november 2011.

Hvad har Anthon Berg fået ud af kampagnen? Anthon Bergs ønske om at give brandet lidt mere kant og blive forbundet  med generøsitet har, hvis man bedømmer resultatet på baggrund af aktiviteten på Anthon Bergs Facebook side, været en bragende succes. En lang række personer har postet billeder, som bevis på, at løftet blev holdt. Udover dette førte dagen til en masse reklame for Anthon Berg i gadebilledet, som videoen ovenfor vidner om.

Der skal ofte så lidt til at glæde andre – så hvorfor ikke gøre det.

Tagged ,

To nye insiders i Aarhus

Thomas Frost Jensen: Da den søvnige student kolliderede med den virkelige verden!

På en af mine højtelskede togture, frem og tilbage fra Aarhus, sidder jeg dagdrømmende og absorberer dagens utallige indtryk, som jeg har fået fra min færden på min nye arbejdsplads. Jeg har været så heldig at komme i praktik hos Danmarks største og ikke mindst bedste mediebureau, nemlig Carat.  Helt præcis er min daglige gang det næste halve år i afdelingen ”Deep Blue”, hvor en række kreative og skønne mennesker tager sig af den strategiske kommunikation.

Midt i min frembrusende tilfredshed med de første par dage, falder mit blik på et citat, som toget så smukt er dekoreret med; ”Der er bedst fiskning på dybt vand”. Dette får mig straks til at tænke på min morfar, som var en ægte trubadur på de syv verdenshave og hans lignende citat ”På dybt vand fanger man de største fisk”. Disse poetiske ”mesterværk”, symboliserer min indgangsvinkel til dette praktikophold. Nu da jeg selv befinder mig til havs og ikke på hvilket som helst hav, Nej det ”dybe blå hav”, ser jeg frem til at dykke ned i det. På jagt efter uvurderlig viden og erfaring samt en masse gode oplevelser. Mit første indtryk er, at jeg hvertfald ikke bliver skuffet.

Min baggrund for tilegnelsen af denne praktikplads er en bachelor i erhvervsøkonomi, hvor jeg hurtigt blev klar over, at mit fokus drejede i retning af mere humane aspekter og relationen mellem individ og virksomhed. Derfor faldt det mig naturligt efterfølgende at tage en kandidat i kommunikation. Dette skifte gav mig mulighed for at fordybe mig i virksomheders arbejde med den eksterne kommunikation. I kandidaten er der indlagt en praktikperiode. Jeg har været så heldig, at min tid i praktik kan aftjenes hos Carat.

Nu gælder det om at tage chancen, springe ud i det dybe blå og suge så meget viden og erfaring til sig som muligt.

Karen Clemens Sørensen: Fra deltids humanist til fuldtids praktikant

Da jeg i efteråret læste praktikopslaget fra Carat Deep Blue var jeg solgt med det samme. Jeg var ikke ét sekund i tvivl om, at jeg gerne ville have den praktikplads. Jeg spåede nu ikke mine chancer specielt store, da jeg under samtalen ikke engang kunne nævne en fed reklamefilm samt fik fortalt, at jeg faktisk ikke har noget fjernsyn. Efter en nervepirrende uges tid blev jeg ringet op: ”Stillingen er din, hvis du stadig er interesseret…” Jubii… Jeg blev glad og fejrede det med grotesk store bøffer og rødvin samme aften.

Jeg kommer med en bachelor i Informationsvidenskab samt en noget rodet supplering fra blandt andet Medievidenskab, Lingvistik og Psykologi. I sommer vendte jeg tilbage til Informationsvidenskab og greb, straks jeg fik mulighed for det, chancen for at komme væk derfra igen ved at vælge dette praktikophold i stedet for 3 timers forelæsning om ugen. Jeg kan allerede se, at jeg ikke kommer til at fortryde dette valg.

Jeg er opvokset på landet efter mine forældres bedste overbevisning om, at børn har godt af at få frisk luft og røde kinder.  Jeg er nysgerrigt anlagt samt kreativt tænkende, og jeg glæder mig til at prøve kræfter med den virkelige verden her hos Carat Deep Blue, hvor jeg, efter den overvældende imødekommenhed, der hersker på kontoret, er sikker på, at det bliver 5 fantastiske måneder, jeg går i møde.

Tagged , ,