Category Archives: Per Holsteen Larsen

PATH – det asociale sociale medie

Der kommer konstant nye skud på stammen af sociale medier. Path er et af dem. Men Path skiller sig ud ved faktisk at være en smule asocialt – Du kan nemlig kun have 50 kontakter.

Path kalder sig selv for ”det personlige netværk”, fordi det gerne vil være et sted hvor brugerne kan være sig selv, og dele sine oplevelser i trygge rammer. Rammer der altså kun kan rumme 50 nære venner eller familiemedlemmer.

VENSKABER

Superconnectorer og kändisser har ofte flere tusinde venner på Facebook, men studier viser, at vi mennesker slet ikke kan kapere så stor en omgangskreds. Venskabsforsker og professor i antropologi ved Oxford Universitet, Robin Dunbar har, ud fra Darwins evolutionslære og hjerneforskning, sat tal på hvor mange venner et mennske kan have: 150. Dette satte vi fokus på tilbage i 2008 hvor vi holdt Zoom Session i Carat om sociale medier. Siden har denne indsigt vist sig meget anvendelig i diskussionen om “Hvad er en ven?”

Termen venskab er selvfølgelig et defintionsspørgsmål der kan gradbøjes, og som er umuligt at kortlægge videnskabeligt. Dunbars definition er dog meget håndgribelig: “Jeg plejer at sige, at dine venner er dem, som du ikke vil være flov over at gå hen og sige hej til, hvis du tilfældigt støder på dem i baren i Hongkong Lufthavn”. Der er mange flere nuancer til Robin Dunbar’s studier og definitioner, men hvis du gerne vil vide mere, kan denne video anbefales.

MOMENTS

For at kunne bruge Path, skal du være udstyret med en iPhone, der har opdateret software. Meningen er nemlig at du, når du har downloadet app’en, tager et billede – det hedder et moment – det billede tagger du så med tre kontekstuelle paramatre:

Place: geo-tagging hjælper dig selvfølgelig hvor den kan

People: hvis der er mennesker med på dit billede

Thing: beskriver hvad der er på billedet eller hvad man er igang med

Et moment er altså et billede med en kort tekst, der fortæller billedets kontekst: hvad, med hvem og hvor. Simpelt og helt utroligt elegant sat op. Og så har vi moderne individer jo en forkærlighed for alt det der er begrænset adgang til, eksempelvis lukkede netværk.

Vi synes Path er en interessant tilføjelse til porteføljen af sociale medier, og designet og udførelsen alene gør det oplevelsen værd – Spørgsmålene er så om det udfylder et hul i markedet, om det lever op til brugernes behov, og om det kan overleve i det efterhånden blodrøde farvand af sociale medier.

 

Advertisements
Tagged

TEDxCopenhagen – Lykke og danskhed under luppen

Sneen har ramt hovedstaden og alle snakker om vintervejret. Hvor smukt det er. Men også hvor besværligt det er. Snevejrets skønhed har en pris – vi fryser tæerne, togene kører ikke og BR har ikke flere bobslæder på lager. Efter sigende er vi danskere det lykkeligste folkefærd i verden og København er, ifølge det anerkendte livsstilsmagasin Monocle, verdens bedste by. Men hvad er prisen, vi betaler for at leve det gode og lykkelige københavner-liv? Dét er et af de spørgsmål TEDxCopenhagen vil sætte under lup.

The good life?

Politikens Hus lægger, imorgen tirsdag, lokaler til det lokale TEDx arrangement, der har fået temaet: The Good Life. Det erklærede formål er at skabe et forum, hvor eksperter og tilhørere kan dele tanker og perspektiver, der er relevante for nutiden, men som også kan være med til at tegne og skabe fremtiden.

Blandt talerne finder vi videnskabsjournalisten og forfatteren til bl.a. Den Femte Revolution, Lone Frank, der vil forholde sig til hvordan viden om gener kan ændre vores personlige liv og samfundet omkring os. Sociolog og trendekspert Emilia van Hauen går nærmere ind på begrebet lykke, og forsøger at svare på, hvorfor vi danskere er de lykkeligste i verden. Og om et lykkeligt liv er ensbetydende med et perfekt liv. Et oplæg der med garanti bliver anderledes og interessant, er ”How to Hold Your Breath for 20 Minutes” af den firdobbelte verdensmester i fridyk Stig Severinsen – en mand der der tror på, at hvis man kan kontrollere sit åndedræt, kan man også kontrollere sit liv.

Herudover vil der blive talt om hvorfor man IKKE bør bruge cykelhjelm, fiktive bjerge lige uden for København, DJ skoler i Palæstina, bakterier og mikrober, amatørraketter og en hel masse andet spændende, der kan være med til at tegne et billede af fremtidens Good Life. Der er altså lagt op til en, alt andet end politisk, undersøgelse af Danmark og danskernes lykke, hvor glansbilleder skal dissekeres og fordomme behandles.

ET GLOKALT PROJEKT

TED startede for 25 år siden som en non-profit organisation dedikeret til Ideas Worth Spreading. Oprindeligt var det en konference afholdt i Californien, men i dag er det også et fundament, der understøtter et utal af lokale arrangementer under navnet TEDx. Det er det københavnske konsulentbureau Wemind, der har taget initiativet til TEDxCopenhagen, som altså bliver organiseret og afholdt lokalt.

Følg med fra sofaen, kontoret eller toget.

Du kan følge deltagernes live-opdateringer fraTEDxCopenhagen via Twitter. Du skal blot bruge hashtagget #tedxcph. Du kan også besøge TED.com og lade dig inspirere af de utallige oplæg, der allerede findes her.

Tagged ,
Advertisements